
I en forskningsgruppe på Health, Aarhus Universitet, gør deres medarbejdere i fleksjob en forskel på flere fronter: De frigiver ressourcer fra de fuldtidsansatte og øger fleksibiliteten og den faglige bredde i forskningsgruppen. Og så gør det en verden til forskel for den ene af dem, der brød ud af 10 års ledighed.
Foto: Christopher Ryer
Travlhed, et stramt lønbudget og gode fleksjob-erfaringer gjorde, at professor Lene Niemann Nejsum indrykkede en annonce i flexjobavisen i Aarhus Kommune, hvor hun søgte en laborant eller bioanalytiker til vævshåndtering.
En rekrutteringskanal, som hun kun kendte ved et tilfælde. Det var heller ikke fordomme om personer i fleksjob, der gjorde, at hun ikke havde henvendt sig til jobcentret før. Hun var blot ikke bekendt med mulighederne.
Jeg havde ikke overvejet medarbejdere i fleksjob, før jeg blev kontaktet af én som led i hendes arbejdsprøvning. Dengang blev jeg opmærksom på, at der kunne være mange kompetencer hos den gruppe, siger hun.
Om personer i fleksjob er lige så kompetente som medarbejdere på fuld tid, var heller ikke noget, der bekymrede Lene Niemann Nejsum.
Der er mange faktorer, som kan spille ind, når en medarbejder får tilkendt fleksjob. Som arbejdsgiver forventer jeg, at en ansøger med den rette uddannelse også kan løse opgaven. For fleksjobbere er der så nogle skånehensyn, som jo varierer alt efter funktionsnedsættelsen. Jeg havde aldrig tidligere haft kontakt med jobcentret i forbindelse med regulære jobopslag. De viste sig at være utroligt hjælpsomme i rekrutteringsprocessen og gjorde sig umage for at finde det rigtige match, så samarbejdet skulle blive en succes for alle parter.
Lene Niemann Nejsum bad specifikt om at måtte se alle ansøgninger, så jobcentret ikke sorterede i dem.
Det blev Simon Skovbo Lassens held. Hans neurodivergens har nemlig betydet, at han trods sin store interesse for naturvidenskab og IT har haft svært ved at passe ind i konventionel uddannelse og få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.
Han passede dog ikke på jobopslaget, der gik til en anden. Men da Lene Niemann Nejsum længe havde overvejet en hjemmeside og nu kendte til hans store interesser, tænkte hun, at det kunne være et godt match. Samarbejdet startede med en virksomhedspraktik, som siden førte til et fleksjob.
Stor åbenhed fra start
Gå-på-mod, et kvikt hoved og stor åbenhed hos den ene part tilsat rummelighed og frihed fra den anden part, er hovedingredienserne i samarbejdets succes. For Simon Skovbo Lassen elsker den frihed, han får til selv at finde løsninger – og ikke mindst til at arbejde, når han kan og vil.
Og lige præcis denne individuelle tilpasning er central i Lene Niemann Nejsums ledelsesstrategi. I Simon Skovbo Lassens tilfælde betyder det f.eks. en stor frihed til at arbejde hjemmefra – og nogle gange hjælp til at prioritere.
Simons neurodivergens betyder at det kan være udfordrende at prioritere mellem opgaver. Hvis arbejdsbyrden bliver for stor, træder jeg til og hjælper. Havde han ikke været så åben og ærlig om sine udfordringer, ville jeg ikke have kunnet støtte ham på den rette måde.
Resultatet er til at få øje på. Selvom Simon ikke havde så meget erfaring med hjemmesider, har han nu sin første af slagsen på CV’et og et års erfaring som webansvarlig. For som han siger, er han god til at ’samle skills op’. Det motiverer ham at blive smidt i den dybe ende og skulle lære xyz for at løse en opgave. Derfor er hans ansvarsområde også vokset mere og mere, så han for eksempel også sidder med billedredigering i dag.
En gevinst for alle – også den faglige bredde og fleksibilitet
Fleksjobordningen gør ikke kun noget godt for de enkelte medarbejdere, der arbejder på de vilkår. Den smitter positivt af flere steder hos forskningsenheden.
Da jeg søgte hjælp til vævshåndtering, havde jeg hverken midler til eller brug for en medarbejder på fuldtid, så derfor er fleksjobordningen en rigtig god løsning. På den måde kan jeg trække på flere fagligheder på færre timer, forklarer Lene Niemann Nejsum.
På det personlige plan er der også sket mærkbare resultater. Simon Skovbo Lassens energiniveau er skudt i vejret. Det samme er hans faglige selvtillid.
Al den ekstra energi, jeg har fået, skyldes bl.a. mit fleksjob. Det har bevist, at jeg faktisk har meget at bidrage med, hvis jeg har de rigtige rammer, fortæller han.
Her et år senere er han netop forlænget med endnu 12 måneder.
Gode råd
Som leder for flere ansatte i fleksjob har Lene Niemann Nejsum følgende råd til andre, der overvejer at gå samme vej.
Tag en snak med jobkonsulenterne. Det har været en meget positiv oplevelse at mærke, hvor umage de gør sig for at hjælpe. Fordi de er så tætte på borgerne, kan de være gode rekrutteringspartnere.
Apropos rekruttering bør man ifølge hende også overveje, om den pågældende funktionsnedsættelse passer til arbejdspladsen og om der plads til at være en god leder for alle sine medarbejdere, hvis man vælger flere personer i fleksjob fremfor én person i en fuldtidsstilling, er også en vigtig overvejelse i hendes øjne.
Mød andre akademikere i fleksjob her…

Fleksjob åbner døren for højt kvalificeret arbejdskraft
På blot otte timer om ugen er Katrine Capion-Kolstrup blevet en vigtig del af iværksættervirksomheden, KhAg. Hun har tilført en erfaring, som virksomheden ellers ikke ville kunne tiltrække.

Søgte studentermedhjælper, men gik med fleksjobber
I dag ville Elsass Fonden ikke bytte deres fleksjobber ud med den studerende, de oprindeligt søgte. For der er flere gevinster end kun det faglige ved den løsning – især hvis man værdsætter diversitet og vil tage et socialt ansvar.

Kom tilbage til hele casekataloget.