Ofte vælger virksomheder at ansætte studentermedhjælpere for at få adgang til billig arbejdskraft og friske perspektiver. Men der er alternativ, der kan også kan skabe større værdi i cirka samme antal timer: At ansætte en akademiker i fleksjob.
Det har både fordele på kort og lang sigt. For eksempel får I generelt et hurtigere bidrag, et stort engagement, et boost af S’et i ESG-regnskabet, og en medarbejder med et mere langsigtet perspektiv på sin ansættelse.

Meget for pengene
En akademiker i fleksjob har typisk flere års uddannelse og erfaring. Derfor kan de håndtere opgaver på et højere niveau og hurtigere skabe værdi i jobbet. Det betyder, at man som virksomhed får meget for pengene i sammenligning med en studentermedhjælper.
Den uddannelsesmæssige baggrund og praktiske erfaring betyder også, at akademikere har en solid værktøjskasse af løsninger, som kan implementeres uden behov for langvarig oplæring.
Den forskel mærkede de hurtigt hos Elsass Fonden.
Hurtigere og bedre bidrag
Studentermedhjælpere kan være en god ressource til rutineopgaver eller aflastning i travle perioder, men det kræver ofte tid og oplæring, før de kan bidrage effektivt. En akademiker i fleksjob er derimod typisk vant til at tage ansvar for komplekse opgaver fra starten. Deres evne til at levere på et højere niveau betyder, at de også kan håndtere mere strategiske og udfordrende opgaver, som ellers ville kræve seniorkompetencer.
Det var også noget af det, som de hurtigt erfarede hos KhAg, hvor et fleksjob åbnede døren for arbejdskraft, de ikke havde haft råd til på fuld tid.
Undersøgelser har desuden dokumenteret, at medarbejdere med handicap er ’konkurrencedygtige’, når det kommer til produktivitet (Amilon et al., 2020) (Kalargyrou, 2014) (Hernandez & McDonald, 2010).
Langvarig ansættelse
Undersøgelser viser, at mennesker med handicap er loyale og stabile medarbejdere, og at særligt mennesker med fysisk handicap skifter i mindre omfang job end resten af befolkningen (Amilon et al., 2020) (Kalargyrou, 2014) (Hernandez & McDonald, 2010).
Studentermedhjælpere bliver desuden ofte kun få år i en virksomhed. Når de færdiggør deres studie, søger de som regel videre mod fuldtidsstillinger og efterlader et hul i organisationen, som så må i gang med at rekruttere på ny. En akademiker i fleksjob har derimod ofte et længerevarende perspektiv på sin ansættelse, der kan bidrage til en mere stabil medarbejderbase.
Godt for ESG-regnskabet
Virksomheder, der prioriterer mangfoldighed og inklusion, opfattes ofte som mere attraktive af både medarbejdere og kunder. Det viser, at man tager sociale hensyn og arbejder for en bæredygtig udvikling af arbejdsmarkedet, hvilket kan skabe goodwill og styrke virksomhedens brand.
Ved at ansætte en person i fleksjob kan man viser, at man tager et aktivt ansvar for at inkludere mennesker med særlige behov på arbejdsmarkedet. Det bidrager ikke kun til virksomhedens ESG-regnskab, men kan også have en positiv effekt på medarbejderkulturen og virksomhedens omdømme.
Stor loyalitet og engagement
Medarbejdere i fleksjob er ofte kendt for at udvise stor loyalitet overfor deres arbejdsplads. De værdsætter de muligheder, de får i fleksjobbet, og gengælder det ofte ved at blive længere i stillingen og vise stort engagement. Denne form for loyalitet betyder, at virksomheden kan få en stabil og pålidelig medarbejder, som er dedikeret til at yde sit bedste og skabe værdi for arbejdspladsen.
Dette adskiller sig fra studerende, som ofte har kortvarige ansættelser og en mere midlertidig tilgang til deres job. En medarbejder i fleksjob vil typisk have en større forpligtelse til sin arbejdsplads og skabe et mere langsigtet bidrag.
Generelt kan der være meget at vinde, hvis man prioriterer diversitet – fx personer i fleksjob – i sin arbejdsstyrke. En rapport fra konsulenthuset, Accenture, slår fast, at virksomheder med fokus på fx ledelseskompetencer i forhold til handicap, tilgængelighed, arbejdspladsinklusion, rekruttering af mennesker med handicap m.fl., har markant højere omsætning og profitmargin (“Getting to Equal 2020 – The Hidden Value of Culture Makers”, Accenture, 2020).
Når det kommer til valg mellem en studentermedhjælper og en akademiker i fleksjob er det ikke bare et spørgsmål om lønomkostninger. En akademiker i fleksjob giver en unik mulighed for at få en højt kvalificeret og erfaren medarbejder, der hurtigt kan bidrage på et højt niveau, og som kan blive i virksomheden i længere tid. Samtidig bidrager fleksjobansættelsen til at styrke virksomhedens ESG-profil og understreger et socialt ansvar.
Stadig ikke overbevist?
Så tag et kig i vores casekatalog! Det er fuld af akademikere i fleksjob, der tilfører stor værdi på nedsat tid. For selv små gløder bringer varme til bålet.

Det siger nogle af cheferne…

Hos den lille iværksættervirksomhed, KhAg, gav et fleksjob adgang til højt kvalificeret arbejdskraft, som de ellers ikke havde kunnet tiltrække.
Se mere her.

Personer i fleksjob havde aldrig været på professor, Lene Niemann Nejsums radar, før én henvendte sig som led i sin arbejdsprøvning. Da opdagede hun, at det er en gruppe, der gemmer på mange gode kompetencer.
Se mere her.

Der er flere gevinster end kun det faglige, når man vælger at ansætte en person i fleksjob – især hvis man vægter diversitet og socialt ansvar.
Se mere her.